flere…

Nyheder

Alt om Blogbot drift og udvikling kan nu læses på dev.blogbot.dk.

Du kan også kigge forbi vores Facebook gruppe.

Gamle nyheder

2. februar 2007 kl. 22:13

Jeg har forsøgt at tynde ud i blogs, der er tilmeldt to eller flere gange og hvis indlæg derfor optræder som dubletter på forsiden. Så vidt muligt bevares tilknytningen mellem blog. Jeg håber, at operationen lykkes, uden at for mange blogs går tabt i svinget, men enkelte uregelmæssigheder er nok svært at undgå.

Hvis du før har tilføjet en blog til din ignorer-liste, fordi det var en dublet af en anden, så kan du godt fjerne den fra listen igen.

Et værn mod tilmelding af yderligere dubletter er på trapperne.

24 kommentarer

2. februar 2007 kl. 00:09

Nu har alle blogsamlinger fået et RSS-feed, så man kan følge med i de seneste indlæg direkte i sin yndlingsfeedlæser frem for at se indlæggene på Blogbot.

Feedet findes ved at klikke på det orange feedikon i URL-feltet eller værktøjslinjen. IE6-brugere burde se at få opgraderet til en mere tidssvarende browser, men i mellemtiden kan de finde feedet vha. feedikonet nederst i højre spalte.

0 kommentarer

18. januar 2007 kl. 00:06

Et lille fif til brugere af Firefox 2:

Når man besøger en side, der har et feed, så vises et feed-ikon i browserens adressefelt øverst. Hvis man trykker på ikonet, får man vist artiklerne i feedet, og man kan vælge at abonnere på det vha. sin foretrukne RSS-læser. Det er muligt at tilføje Blogbot til denne liste:

Tilføj Blogbot til listen af feedreadere (kræver Firefox 2)

1 kommentar

21. december 2006 kl. 21:22

Det er nu blevet muligt at skjule indlæg fra blogs baseret på domænet, fx alle blogs under .blogspot.com eller alle blogs på blog.tv2.dk. Det sker under Indstillinger-linket, der findes øverst til højre, når man er logget ind som bruger på Blogbot.

Funktionen er indført på baggrund af en ret massiv efterspørgsel fra Blogbots brugere. Det har bl.a. været fremført som argument, at efterhånden som indgangsbarrieren til at blogge er blevet lavere og lavere, er andelen af uinteressante blogs blevet stor, især hos visse blogudbydere. Et andet argument er, at det i TV 2's blogsystem kræves, at man opretter et brugernavn, hvilket nogen af forskellige årsager ikke ønsker, og derfor ønsker de heller ikke at følge med i disse blogs.

Jeg synes selv, at det er problematisk at frafiltrere blogs på baggrund af den blogudbyder, som skribenten benytter, og det har derfor ikke været min første prioritet at tilføje en sådan funktion. Men nu er den her omsider, og folk kan bruge den, hvis de vil. Jeg opfatter domænefilteret som en hurtig og beskidt løsning på et mere grundlæggende problem, nemlig problemet med at identificere og fremhæve de rigtigt gode blogs, så de ikke drukner i mængden.

Funktionen er stadig lidt på forsøgsstadiet, så bær over med eventuelle fejl.

5 kommentarer

3. december 2006 kl. 01:49

Efter at have haft samme udseende i fem år, har Blogbot nu omsider – på opfordring fra Folket – fået en grafisk overhaling.

De nyligt introducerede blogsamlinger som fx politik.blogbot.dk er nu kendetegnet ved hver sin farve. Det gælder også de blogsamlinger, som brugerne selv opretter. Brugernes egne blogsamlinger optræder som faneblade øverst på siden. Snart bliver det også muligt at få andre blogsamlinger vist her som en slags bookmarks.

Kommentarer og forslag til forbedringer er velkomne.

PS: For de arkæologisk interesserede har jeg taget et skærmskud af det gamle design.

29 kommentarer

3. oktober 2006 kl. 23:16

Nu har blogs om politik fået sin egen sektion på Blogbot. Du kan følge med i debatten på http://politik.blogbot.dk. Det er Kim Poulsen, aka kimporator, der redaktør og udvælger de blogs, der optræder på sitet. Kim har hidtil stået for Polit-blogs, der nu er under udfasning.

I nær fremtid vil alle Blogbots brugere få mulighed for at blive redaktør for egne blogsamlinger. Teknikken er dog ikke helt på plads endnu.

50 kommentarer

3. oktober 2006 kl. 01:49

I Blogbots højre spalte finder du nu en liste over populære tags. Dette giver et indtryk over de emner, der bliver skrevet mest om lige nu. Når man klikker på det enkelte tag, får man en liste over de seneste indlæg med det valgte tag.

Et tag er et nøgleord, som skribenten knytter til hvert enkelt indlæg. Hvis du selv vil tilknytte tags til dine indlag, er det en forudsætning, at dit blogsystem understøtter dette. Derudover skal tagget optræde i dit RSS- eller Atom-feed, for at Blogbot kan læse det.

Funktionen er endnu under udvikling og kan derfor være lidt rå i kanterne.

3 kommentarer

2. juli 2006 kl. 00:38

Blogbot har nu langt om længe fået understøttelse for Atom-feeds. Atom er en standard på linje med RSS.

Med Atom-understøttelsen har bl.a. brugere af Blogger (blogspot.com) mulighed for at tilmelde sig uden brug af FeedBurner eller andre tekniske fiksfakserier.

18 kommentarer

8. juni 2006 kl. 21:34

Jeg har d.d. deaktiveret en række tilmeldte kommentarfeeds, dvs. feeds der ikke indeholder indlæg fra en weblog men derimod kommentarer til zamme. Jeg mener ikke, at den slags har almen interesse, når de tages ud af kontekst, så jeg vil gerne bede folk om ikke at tilmelde deres kommentarfeeds til Blogbot.

Nu om stunder kan man få alskens slags data i RSS-feeds, men det er kun weblogs, der hører hjemme på Blogbot.

4 kommentarer

26. september 2005 kl. 22:30

Jeg kan med glæde oplyse, at Blogbot her til aften er flyttet til en ny server, venligst sponseret af neurox.

Blogbot boede førhen på et discount-webhotel, hvilket betød lange svartider og ustabil drift. Efter et længerevarende problem på webhotellet blev Blogbot i august flyttet til min egen server for enden af min hjemme-ADSL-linje. Det blev det (overraskende nok) lidt hurtigere af, men hardwarebøvl betød tvivlsomme oppetider. Men alle disse problemer skulle nu være et overstået kapitel.

Så send en venlig tanke til vores sponsor :-)

1 kommentar

7. juli 2003 kl. 22:15

På opfordring fra masserne er Blogbot nu blevet udstyret med et forum – eller debatsystem, om man vil – hvor folk kan diskutere forskellige blogrelaterede emner.

Indtil videre har jeg oprettet to rum: Et hvor man kan komme med forslag til nye funktioner i Blogbot, rapportere fejl osv., og et hvor man kan snakke om forskellige tekniske emner i forbindelse med weblogs, fx weblogsystemer, kommentarsystemer, RSS-feeds osv.

For at kunne skrive i foraene skal man være logget ind vha. login-feltet øverst til højre.

Da brugernavnene hidtil ikke har været synlige for andre end en selv, er der måske nogen, der i denne forbindelse kunne tænke sig at ændre brugernavn. I givet fald må de lige sende en mail, så ændrer jeg det.

Opdatering (juni 2006): Forummet blev ikke den ventede succes, så det er lukket ned igen for at undgå, at det bliver et forladt spøgelseshus.

1 kommentar

18. juni 2003 kl. 23:44

Rigtig mange af de tilmeldte weblogs har eller har haft problemer med tidszoneangivelserne i deres RSS-feed.

Sagen er, at vi i Danmark om sommeren er to timer foran GMT, og om vinteren kun én. Dags dato (18. juni) kl. 16.30 kan således skrives på flere måder, fx "Wed, 18 Jun 2003 16:21:29 +0200", "Wed, 18 Jun 2003 15:21:29 +0100", eller "Wed, 18 Jun 2003 14:21:29 +0000" (hvis man i stedet for <pubDate>-elementet i stedet benytter <dc:date>, er datoformatet lidt anderledes, men problematikken er den samme). Derimod er "Wed, 18 Jun 2003 16:21:29 +0000" forkert, idet det svarer til kl. 18.21 dansk tid.

Du skal derfor sørge for at konfigurere dit weblog-system korrekt, så det benytter den rigtige tidszone. Ellers vil dine indlæg blive optaget på Blogbot med et forkert klokkeslæt (hvis et indlæg er dateret ude i fremtiden, vil Blogbot sætte datoen til tidspunktet for Blogbots import af indlægget).

0 kommentarer

28. april 2003 kl. 23:22

Folket råbte på små ikoner og nemmere adgang til visningsindstillingerne - og det fik de, og de så, at det var godt.

Hvis du klikker på det lille ikon øverst til højre ved hvert indlæg, kommer et lille vindue frem, hvor du kan vælge mellem "favorit", "vis" og "vis ikke" for denne blog. Betydningen af denne indstilling er forklaret under tilpas.

Det kræver, at du er logget på Blogbot vha. login-feltet øverst til højre på siden, for at du kan benytte denne tjeneste.

7 kommentarer

9. april 2003 kl. 21:29

På opfordring fra Michael kan man nu få vist titlen på sine indlæg vist på Blogbot, også hvis man ikke har et RSS-feed. Det nye tag, <!-- BlogbotTitleStart -->...<!-- BlogbotTitleEnd -->, er forklaret sammen med de øvrige instruktioner.

0 kommentarer

23. marts 2003 kl. 21:10

Har du lavet dit eget weblog-system i PHP, og har du lyst til at pinge Blogbot, Weblogs.Com m.fl., så er der her lidt kode, der skulle hjælpe dig godt på vej.

2 kommentarer

19. marts 2003 kl. 22:34

Hvis man er hoppet på pMachine-bølgen, er det muligt at pinge Blogbot og derved få sine indlæg vist på forsiden øjeblikkeligt. I standardudgaven kan pMachine kun pinge Weblogs.Com, men med en lille ændring i koden lader det sig gøre.

3 kommentarer

16. marts 2003 kl. 14:09

Blogbot viser nu titlerne på jeres indlæg, såfremt I har tilmeldt et RSS-feed hvoraf titlerne fremgår (vha. <title>-elementet).

Folks brug af overskrifter er meget forskellig. Hos nogen er den en integreret del af indlægget, som er nødvendig for forståelsen, mens den hos andre fint kan undværes, og endelig er der mange, der slet ikke bruger overskrifter. Det er af hensyn til førstnævnte, at overskrifterne nu vises.

Hvis du har et RSS-feed indeholdende overskrifter, men du ikke ønsker overskrifterne vist på Blogbot, da skal du fjerne overskrifterne fra dit feed (eller evt. lave et feed hhv. med og uden overskrifter og så tilmelde det uden til Blogbot). Jeg vil mene, at dette er en rimelig løsning, idet RSS-feedet må være et udtryk for, hvad man ønsker vist, når bloggens indlæg læses på andre websites som fx Blogbot, i feedreadere mv.

De weblogs, der benytter Blogbot-tags (<!-- BlogbotContentStart --> osv.) vil ikke blive berørt at denne ændring.

5 kommentarer

15. marts 2003 kl. 01:24

Hidtil har Blogbot ikke understøttet RSS/RDF-feeds, der kun indeholder en overskrift og ikke selve indlæggets tekst. Dette er nu lavet om, hvilket bl.a. gør det muligt at bruge Blogbot til at følge de nyhedsmedier, der stiller RSS-feeds til rådighed (de fleste af disse rummer nemlig ikke brødteksten men kun artiklernes overskrifter).

Der findes hundredvis af nyhedsmedier med RSS-feeds - et par udvalgte eksempler: Danske nyheder i RSS/RDF-format, BBC News, Slashdot, CNET News, Syndic8.com (et katalog over RSS-feeds ordnet efter emne), Feedster (en søgemaskine til at søge i RSS-feeds).

For at tilføje et RSS-feed til Blogbot, skal du logge på og under "Min konto" vælge Tilføj weblog. Her markerer du indstillingen "En andens weblog, et nyhedsmedium o. lign.", og på næste side angiver du så URL'en til RSS/RDF-feedet. Voila!

2 kommentarer

3. marts 2003 kl. 22:13

Ny funktion på Blogbot: det er nu muligt at markere udvalgte weblogs som "favoritter". Disse vil være fremhævet samt blive vist øverst i listen. På den måde undgår du at overse indlæg fra dine yndlingsweblogs, fordi de drukner i mængden.

Når du går ind på Blogbot, vil der øverst på siden blive vist alle indlæg fra dine favorit-weblogs siden dit sidste besøg. Det kræver dog, at du er logget på som bruger.

Du angiver dine favoritter under Tilpas.

0 kommentarer

23. december 2002 kl. 14:24

Hvis dine indlæg ikke dukker op på Blogbot, og du mener, at dette er en fejl i Blogbot, så må du endelig sige til.

Fejl bliver som regel rettet med det samme, jeg hører om dem. Men jeg kan ikke rette en fejl, hvis ikke jeg ved, den er der.

Indimellem hører jeg kun om en fejl, fordi jeg tilfældigvis falder over et indlæg i en eller anden weblog, der omtaler en fejlen. Nu følger jeg ikke lige meget med i alle de tilmeldte weblogs, så jeg ved ikke, om der er nogen af den slags indlæg, jeg overser. Derfor vil jeg være glad, hvis folk ville sende en mail, hvis de opdager uregelmæssigheder.

God jul °<(:-)D

0 kommentarer

2. december 2002 kl. 23:28

Så! NU skulle Blogbot være i topform igen efter flere dages nedetid.

Problemerne skyldtes i første omgang nogle problemer hos Blogbots webhotel. De blev løst i eftermiddags, og så var det så lidt uhensigtsmæssig kode i Blogbot, der tog over. Ups :-)

2 kommentarer

1. december 2002 kl. 12:48

Æv - Blogbots webhotel har kørt på pumperne siden i fredags. Nu ser der dog ud til at være bedring på vej - vi krydser fingre.

0 kommentarer

11. november 2002 kl. 22:07

Skriftstørrelsen på Blogbot er nu forøget en smule, og sitet er gjort lidt bredere. Dog er størrelserne stadig opgivet i pixels – en konvertering til relative størrelser (så folk selv kan vælge deres foretrukne skriftstørrelse) må vente lidt endnu.

Der er samtidig blevet rykket lidt rundt på konto-siderne. Det er nu muligt at oprette flere weblogs via det samme login. Målet med dette er at gøre det nemmere at tilmelde weblogs på vegne af venner og bekendte, som ikke selv har mod på at rumstere med det.

7 kommentarer

4. november 2002 kl. 22:59

Så er der atter hjælp at hente, hvis du har glemt dit password til Blogbot.

0 kommentarer

28. oktober 2002 kl. 23:45

Det er nu muligt at "pinge" Blogbot via XML-RPC, når man har lavet et nyt indlæg. Når Blogbot modtager et ping, vil den straks opdatere webloggen og vise dit indlæg på forsiden, dvs. du skal ikke vente de 10-15 minutter, der normalt går, før Blogbot opdager dit indlæg.

API'et er det samme som benyttes på Weblogs.Com. URL'en for XML-RPC-kaldet er <http://blogbot.dk/io/xml-rpc.php>.

Bruger du Movable Type 2.5, kan du automatisk pinge Blogbot. Under Blog Config -> Preferences -> Publicity / Remote Interfaces / TrackBack indtaster du ovennævnte URL i tekstfeltet Others.

Hvis en weblog selv sørger for at pinge Blogbot, når der postes nye indlæg, så behøver Blogbot ikke stå og hente data fra webloggen med få minutters mellemrum dag og nat. Derved sparer man en masse ståhej for ingenting.

0 kommentarer

26. oktober 2002 kl. 23:45

Blogbot kan nu også bruges til at følge med i ikke-tilmeldte weblogs, danske som udenlandske, blot de har et RSS-feed med datoangivelse for hvert indlæg.

For at benytte denne funktion, skal du være logget på vha. feltet øverst til venstre. Du tilføjer en weblog til oversigten blot ved at indtaste URL'en på RSS-feedet på denne side. Hvis alt går godt, vil webloggens indlæg blive vist på forsiden i lighed med tilmeldte weblogs. Indlæggene vil dog ikke være synlige for andre brugere.

De ikke-tilmeldte opdateres p.t. ikke automatisk, så du skal manuelt opdatere disse vha. linket "Opdatér mine weblogs", der vises øverst til højre, når du har tilmeldt din første weblog.

Funktionen er endnu lidt rustik, men forhåbentlig er der nogen, der har lyst til at teste den og evt. komme med forslag og idéer til udvidelser.

0 kommentarer

22. oktober 2002 kl. 00:30

Nu virker tilpasning igen efter flytningen. Funktionen er ændret lidt, så det nu også er muligt at angive, om man ønsker at se flere indlæg fra samme blog i oversigten, eller man som hidtil blot vil se det seneste.

Indstillingerne er nu bundet op på login i stedet for cookies. Herved er de ikke bundet til en fysisk maskine, men gælder alle steder, man logger ind. Ligeledes forsvinder de ikke ved reinstallation, browserskift osv. Kommentarer, forslag, fejlrapporter og deslige er som sædvanlig velkomne.

Der er også blevet tilføjet en side med diverse statistik over Blogbot-bloggernes aktivitet.

Forresten - i formiddags var der knas med databasen, så sitet var i perioder utilgængeligt. Blogbots webhotel planlægger at opgradere databaseserver i denne uge, hvilket forhåbentlig medfører, at disse problemer ikke opstår igen.

0 kommentarer

18. oktober 2002 kl. 00:32

Blogbot har fået sin første eksperimentelle understøttelse af RSS-feeds. RSS er en standard for dataudveksling mellem weblogs og aggregatorer som fx Blogbot.

Dit feed skal være RSS version 2.0, og hvert item-element skal som minimum indeholde elementerne <pubDate> og <description>. Et eksempel på et sådan feed kan ses hos helenius.org.

Et RSS 1-feed kan også benyttes, hvis hvert <item>-element indeholder tidspunktet (både dato og klokkeslæt) i et <dc:date>-tag. Et eksempel herpå kan ses hos Something Catchy.

Hvis du allerede har et RSS-feed og har mod på at teste den nye udvidelse, så indtast blot URL'en på feeded i alternativ-URL-feltet under dine Blogbot-indstillinger. Hvis det ikke virker, kan du blot indsætte den gamle URL igen.

Hvis du kaster dig ud i at lave dit eget feed, vil du udover førnævnte specifikationer sikkert have glæde af en RSS-validator.

Som sagt er understøttelsen kun eksperimentel, så man skal ikke forvente, at det virker 100%. Fejlmeldinger og kommentarer er dog meget velkomne.

0 kommentarer

17. oktober 2002 kl. 01:04

Blogbot har fået tilføjet en ny måde at angive "usynlige" dato og klokkeslæt på.

Samtidig er det nu ikke længere nødvendigt at konvertere danske tegn (æ ø å) og andre specialtegn til HTML-entiteter (&aelig; osv.).

0 kommentarer

16. oktober 2002 kl. 13:05

Blogbot har pr. dags dato fået ny bestyrer, nemlig mig, Christian.

Blogbots "far", Uffe, ønskede ikke længere ønsker at videreføre sitet. Han var derfor så flink at tilbyde mig at adoptere den kære lille bot.

Sitet er derfor blevet flyttet og har i den forbindelse fået ny adresse, http://blogbot.dk.

I forbindelse med flytningen er sitet blevet kodet lidt om. Endnu mangler enkelte funktioner, herunder mulighed for at tilpasse, hvilke blogs man ønsker at få vist, men de skal nok vende tilbage. Derudover er der et par nye ting på bedding, bl.a. understøttelse af RSS-feeds.

Jeg modtager meget gerne kommentarer og forslag på christian snabel-a blogbot.dk.

0 kommentarer

20. juni 2002 kl. 18:20

Alt skulle være OK igen. Robotten er nu i version 0.8, som nu kan håndtere timeouts meget bedre end den forrige version.

19. juni 2002 kl. 23:15

Hvis man har bemærket at der af og til kan være relativt lange intervaller mellem opdateringer, er det fordi at et eller flere sites er urækkelige for Blogbots linie (jeg kan tracke det til et TDC knudepunkt), og derfor får den til at time ud. Jeg håber at kunne rette det i weekenden, men hvis ikke, er det bare noget man må leve med til jeg får lejlighed til at kigge på det :).

15. maj 2002 kl. 15:25

Engelske månedsnavne er nu understøttet, hvis man bruger et af de lange datoformater.

13. maj 2002 kl. 19:00

Alle brugere af Blogbot, både weblog-ejere og -læsere, kan nu tilpasse hvilke weblogs man vil se opdateringer fra. Det hele er forklaret under 'Tilpas'.

9. maj 2002 kl. 17:00

I forlængelse af de tre nye datoformater der blev oprettet i går, er der nu kommet 3 nye. Disse formater er nogle der bruges af Blogger og som nogle af jer brugte før I blev tvunget til at lave jeres format om :). Så værsgo' at vende tilbage til jeres gamle format.. bare husk at ændre indstillingen i jeres konto også.

Bemærk at selvom der står "ugedag, månednavn dd", så klarer den også "ugedag, månednavn d". Det samme gælder alle øvrige formater.

8. maj 2002 kl. 22:00

Der er nu understøttelse for 3 nye lange datoformater med ugedag og månednavn!

Med de nye formater har jeg samtidig indført et nyt felt i ens konto. Her angiver man netop hvilket datoformat ens weblog benytter sig af, og fremover skal man huske at ændre denne indstilling, hvis man ændrer i sit datoformat på webloggen. Ellers risikerer man at updates ikke bliver registreret!

Jeg har manuelt indstillet alle eksisterende kontoer, så de passer til formatet på de enkelte weblogs, så man behøver ikke foretage sig noget her og nu. Men husk.. hvis man ændrer det ene sted, skal man ændre det andet sted også..

Hvis nogen oplever problemer med updates eller med de tre nye formater, hører jeg selvfølgelig meget gerne nærmere.

7. maj 2002 kl. 22:55

Der er nu nogle grafiske elementer man kan bruge til at linke til Blogbot. Bare klik på mini-banneret ude i højre side.

6. maj 2002 kl. 22:30

Blogbot genkender nu også datoformatet dd-mm-åå og d-m-åå. Den komplette oversigt kan I selvfølgelig altid se på instruktions-siden.
Endelig, hvis der er nogen af jer som bruger et "standard" system (som fx Blogger og lign.), og har fået det til at virke med Blogbot, hører jeg gerne nærmere. Så putter jeg det ind på førnævnte side, så nye webloggere ikke skal være i tvivl om hvorvidt det kan lade sig gøre at bruge Blogbot sammen med deres system.

Af andre kommende nyheder kan jeg informere om at der inden længe kommer lidt mere statistik, og på et tidspunkt også xml-feeds. Men mere om det når det sker.

kolofon nyheder ofte stillede spørgsmål kontakt
Honningkrukken Slikdåsen